Udtalelse fra

Karen & Claus Aabo:

"Oprindelig var det planen, at vores nye privatbolig "Villa Aabo" på Kystvej i Grenaa skulle udføres som totalentreprise. Imidlertid valgte vi at gennemføre byggeriet med fagentrepriser. Derefter skulle der findes en professionel byggeleder, - og da vi fik mulighed for at få Klaus Allermann som byggeleder, valgte vi et samarbejde med Klaus, som har stor erfaring i at styre byggerier.   

Klaus har i hele processen været vores professionelle kontakt til de enkelte leverandører af fagentrepriserne. Det har givet større frihed i byggeprocessen samtidigt med, det har givet et større ansvar. Det var vigtigt for os at finde en person, der havde et stort lokalkendskab til håndværkerne og leverandører. Hvem kan vi få et tillidsfuldt samarbejde med, når vi som bygherrer skal træffe de overordnede beslutninger. Via sine mange år i branchen har han et godt personligt kendskab til håndværkere og leverandører. Det er vores klare indtryk, at de respekterer ham og efterlever aftalerne. I samarbejdet med Klaus udføres opgaverne som aftalt.

Klaus følger op på opgaverne og kører ekstremt selvstændigt. Han er som en professionel chauffør, der har et indgående kendskab til det område, man skal køre rundt i. Og Klaus husker løbende at orientere os på "bagsædet". Han er vokset op i byggebranchen og har prøvet stort set alle opgaver. Klaus er samtidigt en meget behagelig mand at arbejde sammen med, hvilket gør det hele lidt lettere. At vi valgte at samarbejde med Klaus, er vi meget glade for i dag. Vi vil til enhver tid anbefale Klaus som byggeleder."

– Karen & Claus Aabo

Udtalelse fra

Jan & Helle:

"Vi købte vores sommerhus ved Bønnerup Strand af en fiskerfamilie for 20 år siden og kunne godt lide byggestilen. Vi har gennem årene ladet huset stå, som det er, men har nu besluttet os for en gennemgribende, men samtidig nænsom renovering, som skal være færdig 1. februar 2022. Lige nu står kun ydermurene tilbage, så alt skal udskiftes, selv indervæggene i huset flytter vi rundt på. Men vi vil gerne beholde husets sjæl og dermed også det grundliggende udseende af huset, som delvist stadig findes langs vejen mod byen.

Vi startede selve byggeprojektet i august 2021 og har hyret Klaus som projektchef til at styre hele byggeriet og alle underleverancer. Han har klaret prisforhandlingerne og lavet aftaler med håndværkerne indenfor det aftalte budget. Vi trækker på hans store erfaring, og det er dejligt, at han samtidig i processen også har et godt blik for detaljerne. Vi nyder godt af hans bygningsfaglige viden, også med hensyn til uforudsete problemstillinger i den gamle bygning. Vi vil gerne understøtte lokale håndværkere, så der har vi også benyttet os af hans netværk.

Hver anden uge holder vi byggemøder, som Klaus leder. Heldigvis har der ikke være grimme overraskelser, som der ofte ellers er i gamle bygninger, som skal totalrenoveres. Huset ligger i et hårdt klima ved vandet, men der var ingen mug, råd eller svamp nogen steder.

Vi vil gerne anbefale Klaus til at styre en byggeproces. Han har styret mange både små og store projekter gennem årene, og vi nyder godt af hans overblik og hans indblik i de forskellige ting. Vi er begge meget tilfredse med samarbejdet."

– Jan Klinker & Helle Daustrand

Udtalelse fra

Bjarne Bøhl Pedersen:

"Jeg kender Klaus rigtig godt og har arbejdet sammen med ham, siden jeg startede i B45. Det allerbedste ved Klaus er, at han er meget løsningsorienteret. Det er ham, der med overblik og autoritet har styret de to første faser i vores store byggerier på GD-grunden i Grenaa. Lige nu samarbejder vi omkring opførelsen af vores nye boliger i Åbyen i Grenaa, og det går helt planmæssigt, på trods af udfordringer med at skaffe materialer til tiden.

Klaus er meget praktisk orienteret og kalder en spade for en spade. Han er meget vellidt og kan snakke med alle. Hans personlighed gør, han vader ind i folk med træsko på. Rent personligt, så svinger vi godt sammen. Vi har den samme måde at tænke på og får derfor tingene til at lykkes. Han løser problemerne, med det samme de opstår.

Det betyder meget for os som lokalt boligselskab at benytte os af lokale underentreprenører, og her drager vi nytte af Klaus' store kendskab til de lokale håndværkere. Han er en rigtig god lokalpatriot, men sikrer samtidig, at de er konkurrencedygtige, hvis de får opgaven."

– Bjarne Bøhl Pedersen
driftschef, Boligselskabet B45

Udtalelse fra

Klaus Jakobsen:

"Jeg har igennem mange år arbejdet sammen med Klaus, hvor han har haft rollen som projektleder. Han er en god fyr med solid erfaring i byggebranchen. Han er meget kompetent til at få processen i et byggeri til at glide, som den skal.

Vi arbejder lige nu sammen om nogle ret store projekter, og det går rigtig godt med dem. Det er egentlig kun positivt, det jeg har at sige om Klaus. Hans netværk er kæmpestort, og det gør, at han får tingene til at fungere og kan trække på de rigtige mennesker.

Han er meget vellidt blandt håndværkerne. Han har et grundlæggende positivt livssyn, er meget løsningsorienteret, og han finder også selv løsningerne. Det er en stor fordel, at han selv er håndværker. Jeg kan kun anbefale at bruge Klaus som projektleder."

– Murermester Klaus Jakobsen
Rasmus Jakobsen A/S